Aftenskole con amore

Onsdag den 9. november kunne man møde sangeren og komponisten Anne Linnet og lyrikeren og kritikeren Klaus Lynggaard. Arrangementet, der foregik i CPH Conference, formede sig som en samtale mellem de to, og kredsede om temaer som hvordan de to får inspiration, hvordan de arbejder med deres kunst, hvordan personlige kriser influerer på kunsten, men også om anmelderi – både set fra anmelderens og den anmeldtes side – og om skriveblokeringer. Det var en aften i kunstens verden og et indblik i to kunstneres arbejdsmetoder.

Anne Linnet fortalte, hvordan hun, når hun skriver sine sange, føler at de nærmest eksisterer i forvejen og at hun nærmest bare ”henter dem ned”. Inspirationen til sangene kommer ofte, når hun går lange ture på stranden om morgenen med sine to hunde. Når ideen så er der, er det bare om at komme hjem og arbejde og blive ved – ikke slippe det – arbejde igennem, ikke give slip, for derved risikerer man at tabe ideen på gulvet. Men at skrive en sang, fortalte hun, er ikke kun inspiration, det er også benhårdt arbejde. Hun arbejder meget disciplineret, og har en fast skrivetid. Det at skrive sange kræver også tid til fordybelse. Sangskriveriet fungerer ikke for Anne Linnet, når hun samtidig er ude at spille koncerter. Det er to forskellige universer.

Klaus Lynggaard fortalte meget levende, og på en måde der skabte mange billeder i hovedet på i hvert fald denne tilhører, om sin barndoms spirende interesse for bøgernes verden – som dreng med briller der, som han sagde, godt kunne sparke til en bold, men man vidste ikke hvor den havnede henne – og hans egen ”Bjarne”-serie, som han skrev som dreng med inspiration fra Kim- og Jan-bøgerne, og gik over til at fortælle om sin vej ind i poesien frem til at han debuterede som lyriker i tidsskriftet Hvedekorn. ”Det største øjeblik!”. Senere skrev han bogen ”Martin & Victoria”, som blev en bestseller.

Klaus Lynggaard er også mangeårig rockkritiker i Information, og både han og Anne Linnet havde en interessant diskussion om kunstkritik. Som Anne Linnet forklarede, er det utrolig vigtigt for en kunstner at blive anmeldt af en kritiker, som grundlæggende kan lide den musikgenre, man repræsenterer. Det sker bare ikke altid. Klaus Lynggaard var helt enig heri, men tilføjede at det nogen gange af praktiske grunde kan være svært at fordele anmelderopgaver lige præcis efter de kriterier. De var også enige om, at mange kritikere i højere grad bruger deres anmeldelser til at profilere sig selv, mere end til at forholde sig til det produkt, de skal anmelde.

Undervejs kom de begge ind på personlige kriser, som har influeret på deres kunst. Anne Linnet fortalte, at hendes ”sorte” periode med Marquis de Sade, hård musik, lak og læder, hang delvist sammen med at hun gennemgik en svær periode af sit liv på grund af sin faders død, og en skilsmisse. Klaus Lynggaard fortalte om sin skriveblokering, som han røg ind i for nogle år siden, i form af en midtlivskrise, som i sin essens udsprang af erkendelsen af, at det største stykke af livet nu var tilbagelagt, og det korteste stykke er tilbage.

Under den efterfølgende spørgerunde spurgte en tilhører til Anne Linnets sang ”Hun fletter sit hår” – hvad teksten handler om. Anne Linnet fortalte, at hun havde fået inspiration til sangen, en dag hun var nede hos sin gode veninde, Ritt Bjerregaard, for at plante æbletræer. Det at gå der og plante træer, fik hende til at tænke på, at det vigtige i livet er at skabe et godt fundament, at plante træet rigtigt, så det får fat og får stærke rødder. Teksten er også inspireret af den styrke Ritt har udvist gennem en karriere, som både har budt på høje tinder og dybe dale, på magtfulde poster og mediestorme.

Teksten til sangen kan læses her.